Sådan vil regeringen lette generationsskifte i familiefirmaer

Tre skattetiltag, herunder en sænkelse af arveafgiften, skal gøre det nemmere at overdrage en virksomhed til næste generation.
Regeringen præsenterer torsdag formiddag et nyt erhvervsudspil, der bl.a. sigter på at gøre livet nemmere for familieejede virksomheder. | Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Regeringen præsenterer torsdag formiddag et nyt erhvervsudspil, der bl.a. sigter på at gøre livet nemmere for familieejede virksomheder. | Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/DETAILWATCH

En række prioriteringer fra 2030-planen er regeringen nu klar til at udmønte i en ny erhvervspakke til dansk erhvervsliv med skattelettelser for i alt 1,8 milliarder kroner.

Det fremgår af et regeringsudspil, der torsdag præsenteres af fire ministre på et pressemøde hos medicinalvirksomheden Lundbeck i Valby.

Blandt de foreslåede initiativer er en nedsættelse af bo- og gaveafgift - den såkaldte generationsskifteskat - fra 15 procent til 10 procent, når en virksomhed overdrages til et familiemedlem.

Samtidig skal virksomhedsejere have et retskrav på skematisk værdiansættelse, når bo- og gaveafgiften skal opgøres ved et generationsskifte. Det skal gøre det ”lettere og mere forudsigeligt” at overdrage en virksomhed.

Derudover ændres reglerne, så familiemedlemmer, der får overdraget en ejendomsvirksomhed, ikke pålægges beskatningen på tidspunktet for overdragelsen.

”Familieejede virksomheder giver gode og tætte forbindelser til det danske samfund, på en helt anden måde end de store internationale virksomheder gør,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), der deltager på pressemødet.

Det samme gør udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Han kalder familieejede virksomheder for ”hovedmotoren i den vækst og velstand, der gør det danske velfærdssamfund muligt”.

”Sådan er det ikke, når der skal generationsskiftes. Der har vi i Danmark haft en tendens til at have en hårdere og mindre gennemskuelig beskatning end i mange andre lande, hvilket betyder, at vi tapper de familieejede virksomheder,” siger han.

Det er langt fra første gang, at procentsatsen på bo- og gaveafgiften ved generationsskifte af virksomheder skal ændres. I 2015 sænkede den daværende borgerlige regering skattesatsen fra 15 til 6 procent. 

På finansloven for 2020 blev satsen sat op til 15 procent igen med den nye socialdemokratiske regering.

Skattelettelserne for 1,8 milliarder kroner finansieres dels af det opjusterede økonomiske råderum og dels en omlægning af erhvervsstøtten.

Det frigiver et provenu på næsten 900 millioner kroner årligt fra 2025 og frem.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også