Den traditionelle gåtur ned af Strøget i København er en småtrist affære. Forretninger med brunt papir i vinduerne og et skilt om afståelse eller leje kombineret med de mest ordinære kædebutikker, man kan finde i enhver by.

København skal have en ny kommuneplan, og overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) leder i disse dage med stor sikkerhed forhandlingerne om alle de faglige emner, der indgår i hovedstadens nye fysiske Grønspættebog. 

I forslaget til kommuneplanen lægges der vægt på, at byen skal overraske og skabe nyt samtidigt med, at de enkelte bydele ikke må miste deres særkende. 

Problemet er, at Strøgets nye særkende er kedsomhed og forudsigelighed. Den ene triste forretning afløser den anden, og der mangler såmænd blot et glastag over Strøget, så føler man sig hensat til forstædernes butikscentre som ikke er kendt for hverken charme, nærvær eller miljø. 

Ikke engang de tarvelige julemarkeder importeret sydfra med ærkedansk julestads som plaider fra Asien og sjove dyr fra Thailand mangler. Tristessen er absolut.

Ansvar hos hver enkelt

Hvis skyld er det så? Er det ejendomsbranchen som forsømmer deres by? Er det kommunen som planmyndighed der sover, eller er det mon blot markedets kræfter der griber København? 

Det er nok lidt af det hele. Men mærkeligt nok er bygge- og ejendomsbranchen ikke uden kvalitetssans. Byens gamle ejendomme, f.eks. i Frederiksstaden, blomster op med nænsom renovering og med respekt for farvesætningen og æstetik. 

Det er blot som om Strøget er blevet en Western-by hvor alt er tilladt, og hvor den laveste fællesnævner, med få undtagelser er endda meget lav. 

Kommunen har sat et genopretningsarbejde i gang. Men kloge folk i ejendomsbranchen har peget på, at løsningen ikke er små fikse pladser med et træ, en bænk og en lysende kommunal infotavle. Ansvaret og muligheden for at ændre på sagen ligger efter deres vurdering hos ejendomsejerne og butiksejerne. 

Det er den enkelte ejer som skal sørge for at de regnvåde tøjstativer ikke fylder hele gågaden, at der ryddes op efter nattens gadefester, og at der vedligeholdes på en ordentlig og nænsom måde. 

Ikke gjort med planer

At huslejeniveauet så kun tillader de helt tunge spillere at indrette deres butikker er en vanskeligere sag at gøre noget ved. De allermest eksklusive forretninger holder dog et højt niveau i deres vinduer. 

Problemet er nok mest hos de ordinære kædebutikker, hvor en blå ballon og en skrattende højtaler gør det ud for udsmykning. 

Mange parter må sætte sig sammen nu. Ejendomsejerne, branchen og dens organisationer må i samlet flok gå til politikerne med et klart budskab om, at Københavns mest kendte gade skal have et alvorligt løft. Det er ikke gjort med kommunale planer. Alle der har en interesse i Strøget, og som tjener deres penge på Strøget, må give en hånd. 

København er verdens arkitekturhovedstad. De mange gæster fra udlandet må og skal ledes udenom Strøget og ind i sidegaderne og ud på brokvartererne, hvis de skal bevare oplevelsen af København som en overraskende og kreativ by. Men det kan ikke blive ved.

(Denne klumme er leveret i samarbejde med DetailWatch’ søstermedie EjendomsWatch)