Flügger sælger ejerandel i svenske Eskaro Group

Som konsekvens melder Flügger nye og lavere forventninger ud til regnskabsåret 2023/24.
Malervarekoncernen Flügger med adm. direktør Sune Schnack i spidsen sælger sin 70 pct.-ejerandel i svenske Eskaro Group. | Foto: Brian Karmark
Malervarekoncernen Flügger med adm. direktør Sune Schnack i spidsen sælger sin 70 pct.-ejerandel i svenske Eskaro Group. | Foto: Brian Karmark

Malervarekoncernen Flügger sælger sin 70 pct.-ejerandel i svenske Eskaro Group, der har aktiviteter i Estland, Letland, Finland, Rusland, Belarus og Ukraine. Køber er Flüggers nuværende minoritetspartner og Eskaro Groups stifter, Lassier Engineering.

Som konsekvens melder Flügger nye og lavere forventninger ud til regnskabsåret 2023/24.

”Vi har siden krigens begyndelse sagt, at Rusland og Belarus ikke længere er strategiske markeder for Flügger. Vi er derfor glade for, at vi har fundet en løsning, hvor Eskaro Group AB’s stifter og minoritetsejer nu overtager det fulde ejerskab. Medarbejderne i de frasolgte enheder vil derfor også fortsætte som hidtil under kendt ledelse. Processen har været vanskelig, og vi er nu glade for at se fremad og fokusere på vores kernemarkeder og fremtidige strategi,” siger adm. direktør Sune Schnack fra Flügger i en meddelelse fredag aften.

Efter gennemførslen vil Flügger ikke længere have del i Eskaros aktiviteter i Rusland, Belarus, Estland, Letland og Finland. Flügger beholder aktiviteterne i Ukraine, hvor Flügger øger sin ejerandel til 80 pct., mens Eskaro Estland, som er ultimativt ejet af Lassier Engineering, vil eje de resterende 20 pct.

”Der vil ikke blive betalt nogen købesum af betydning som del af transaktionen, ligesom der ikke vil blive realiseret gevinster eller tab af betydning, ud over den oprindelige nedskrivning på aktiviteterne på 130 mio. kr. foretaget i regnskabsåret 2021/22,” fremgår det.

Transaktionen påvirker Flüggers forventninger til omsætning og resultat for regnskabsåret 2023/24, hvor der nu ventes en omsætning på 2100-2200 mio. kr. og et driftsresultat, EBIT, på 55-75 mio. kr. Tidligere var der ventet en omsætning på 2500-2700 mio. kr. og et EBIT på 60-120 mio. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også