Amerikansk detailkæde lukker butikker i storbyer på grund af tyveri

I alt er der tale om ni butikker spredt ud over fire amerikanske storbyer.
Den amerikanske detailkæde Target tager nu konsekvensen af et stigende antal butikstyverier. | Foto: Jonathan Alcorn
Den amerikanske detailkæde Target tager nu konsekvensen af et stigende antal butikstyverier. | Foto: Jonathan Alcorn
AF MARKETWIRE OG ALEXANDER THORUP

Den amerikanske detailkæde Target har valgt at lukke butikker i storbyer såsom New York City, Seattle, San Francisco og Portland på grund af en stigning i niveauet af tyverier og af hensyn til sine kunders og medarbejderes sikkerhed.

Det skriver Wall Street Journal.

Der er kun tale om ni butikker spredt ud over de fire byer, men lukningerne er sigende for de skridt, ledere i stigende grad er nødt til at tage for at beskytte deres forretninger i USA. 

Forretningsdrivende har blandt andet været nødsaget til at låse varer fast til hylder, hyre sikkerhedspersonale og lukke udvalgte butikker, der har været hårdt ramt af det forhøjede niveau af tyverier.

Ifølge Wall Street Journal har Target meddelt, at stigningen i kriminalitet, som butikkerne har været udsat for, vil gøre indhug i selskabets omsætning i år. 

Selskabet forudså i forbindelse med offentliggørelsen af sit regnskab for første kvartal af 2023, at svind, der både tæller tyveri såvel som tab fra ødelagte varer, vil sænke omsætningen med 500 mio. dollar i 2023. Til sammenligning omsatte Target i regnskabsåret, der blev afsluttet den 28. januar i år, for 2,78 mia. dollar.

Omfanget af svind steg for detailhandlere sidste år til 1,6 pct. af det samlede salg mod 1,4 pct. i 2021, skriver Wall Street Journal. Ifølge Targets direktør, Brian Cornell, har selskabet i løbet af årets første fem måneder oplevet en stigning på 120 pct. i antallet af tyverier, der inkluderer vold eller trusler.

Targets aktiekurs faldt 2,5 pct. tirsdag, hvor en håndfuld andre amerikanske detailkæders aktiekurser også faldt i værdi. Selskabets aktiekurs er faldet 27 pct. for året sammenlignet med en gennemsnitlig stigning i det toneangivende S&P 500 på 11 pct.

Eksplosion i dagligvarebutikker

Det er ikke kun i USA, at antallet af butikstyverier er stærkt stigende.

Som DetailWatch de seneste måneder har afdækket, er antallet af anmeldte butikstyverier steget massivt over det seneste halvandet år, så niveauet nu er det højeste siden 2001.

Det er især dagligvarebutikkerne, der trækker udviklingen. Ifølge tal, som Danmarks Statistik har trukket for DetailWatch, blev der i andet kvartal af 2023 anmeldt 4.145 butikstyverier i faktiske tal i supermarkeder, kiosker og mejerier. Det er det højeste niveau i dagligvarebranchen siden 2000 og svarer til en stigning på 38 pct. i forhold til samme kvartal i 2022 og en stigning på 54 pct. i forhold til 2021.

Dagligvarebranchen udgør 71 pct. af de 6.134 anmeldte butikstyverier i andet kvartal af 2023. Det er en vækst på 5 procentpoint i forhold til samme kvartal i 2022.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også