Den britiske lavpriskæde Poundland har ifølge den britiske avis The Guardian landet en aftale om at overtage 71 af de 408 Wilko-butikker, der lukker i næsten måned som følge af Wilkos konkurs.
Ifølge avisen er det fortsat planen, at de overtagne butikker lukker i oktober, men herefter vil Poundland åbne de 71 butikker under eget brand.
I sidste uge annoncerede revisionshuset PWC, der er kurator for Wilko-konkursen, at man havde indgået en aftale med discountkæden B&M om overtagelse af 51 butikker til en pris på 13 mio. pund, og med den seneste aftale med Poundland ser 122 butikker ud til at fortsætte i nye rammer.
”Sammen med den tidligere annoncerede aftale med B&M er vi fortrøstningsfulde om, at salget vil skabe en platform for fremtidige ansættelsesmuligheder, inklusive nuværende medarbejdere på op til 122 lokationer,” siger Edward Williams, der er en af administratorerne i konkursboet.
Han fortæller videre, at kuratorerne fortsat vil lede efter andre købere af yderligere butikker, Wilko-brandet og andre immaterielle rettigheder.
Wilko blev stiftet i 1930 af James Kemsey Wilkinson og er i dag fortsat en familieejet virksomhed med barnebarnet Lisa Wilkinson i spidsen.
BBC har tidligere beskrevet, at Wilko oprindeligt havde brug for kapitalindskud på omkring 75 mio. pund – cirka 650 mio. kr. – for at få selskabet tilbage på ret køl.