Mindretal af danske netbutikker forventer at sænke priserne i 2023

47 pct. af danske netbutikker forventer et godt eller meget godt salg de kommende 12 måneder, viser undersøgelse. Stik imod forbrugernes forventninger holder flertallet af butikker fast i priserne.
"Vi ser ganske enkelt ind i et efterår med skarp konkurrence og stort tryk på konstante udsalg og kampagnepriser,” vurderer Katrine Barslev, forbrugeranalytiker hos Pricerunner. | Foto: Colourbox
"Vi ser ganske enkelt ind i et efterår med skarp konkurrence og stort tryk på konstante udsalg og kampagnepriser,” vurderer Katrine Barslev, forbrugeranalytiker hos Pricerunner. | Foto: Colourbox

34 pct. af danske netbutikker er positive eller meget positive, når de sammenligner e-handelssituationen i andet kvartal af 2023 med kvartalet før.

Optimismen går igen, når e-handlerne skal vurdere udsigterne for deres onlinesalg de kommende 12 måneder, hvor 47 pct. forventer, at det kommer til at gå godt eller meget godt. 

Det fremgår af et e-handelsindex fra Pricerunner, der har spurgt 92 danske onlinebutikker til resultaterne for årets andet kvartal og forventningerne til de kommende 12 måneder.

“Efterårsmånederne er traditionelt den tid, hvor mange trækker en stor del af årets indtjening hjem. Efter år med først pandemi og derefter inflation og krig i Europa er der brug for en stabil indtjening, og vi oplever et mangfoldigt e-handelsmarked med mange aktører,” vurderer Katrine Barslev, forbrugeranalytiker hos Pricerunner, i en pressemeddelelse.

Pricerunners e-handelsindex er udarbejdet i samarbejde med Yougov. Indexet udgives hvert kvartal og har til formål at følge udviklingen i danske e-handel på baggrund af tendenser, øjebliksbilledet og en vurdering af de kommende 12 måneder.

”Vi ser ganske enkelt ind i et efterår med skarp konkurrence og stort tryk på konstante udsalg og kampagnepriser. Nogle vil falde, andre konsoliderer sig og bliver endnu større,” tilføjer Katrine Barslev. 

For nyligt viste Dansk Erhvervs E-indeks, at antallet af transaktioner på danske webshops i juli endte i indeks 90, mens omsætningen ramte indeks 95 og antallet af sessioner var på 105, hvilket ifølge Dansk Erhverv hverken var rigtig godt eller helt skidt. 

”Black Month”

Trods netbutikkernes egen optimisme kan forbrugerne ikke se frem til et væld af lavere priser i de kommende måneder. Blot 13 pct. af e-handlerne siger, at de forventer at sætte priserne ned i resten af 2023. 

Det står i diametral modsætning til forbrugernes forventninger. I den seneste omnibusundersøgelse fra Pricerunner svarede 34 pct., at de forventer lavere priser i de kommende 6 måneder. 

Når e-handlerne vender sig mod efteråret, er det med forskellige strategier for at vinde markedsandele, viser undersøgelsen.

34 pct. siger, at de vil positionere sig ved at køre flere og/eller større kampagner. Hele 62 pct. siger, at de i højere grad satser på markedsføring. 

“Det største fokus ligger naturligvis omkring handelsdagen Black Friday sidst i november. Vi har igennem flere år set en tendens til et længere udsalg, som ikke blot varer den enkelte fredag, men hele ugen og endda længere. Jeg forventer, at Black Friday for alvor bliver til Black Month i år,” siger Katrine Barslev. 

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også