16-årig dreng er tiltalt for drab i svensk shoppingcenter

Der er rejst tiltale mod en teenager, der for knap et år siden menes at have dræbt en mand i Malmø.
En 31-årig mand døde sidste år i skyderiet i Emporia i Malmø. (Arkivfoto). | Foto: Johan Nilsson/ritzau Scanpix
En 31-årig mand døde sidste år i skyderiet i Emporia i Malmø. (Arkivfoto). | Foto: Johan Nilsson/ritzau Scanpix
AF RITZAU

En 16-årig dreng er fredag blevet tiltalt for et drab i shoppingcenteret Emporia i den svenske by Malmø 19. august seneste år.

Det oplyser anklagemyndigheden i Sverige i en pressemeddelelse.

”Anklageren har rejst tiltale mod den i dag 16-årige dreng, som er mistænkt for drab, tre drabsforsøg, grov overtrædelse af våbenlovgivningen og for at sætte andre folk i fare i Emporia den 19. august sidste år,” lyder det.

En 31-årig mand blev dræbt i skyderiet.

Svensk politi har udtalt, at offeret tilhørte banden Satudarah, der angiveligt har været i konflikt med en anden bande i Malmøs kriminelle miljø.

Foruden den dræbte mand blev en tilfældigt forbipasserende kvinde ramt af skud. Hun blev såret, men overlevede episoden.

Har erkendt drab

Den 16-årige dreng, der fredag er blevet tiltalt, blev anholdt cirka ti minutter efter skyderiet.

”Det kan ikke understreges nok, hvor vigtig den hurtige anholdelse af den mistænkte drabsmand har været,” siger Hasse Persson, politiets efterforskningsleder, i en pressemeddelelse fra politiet ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Drengen nægtede sig i første omgang skyldig, men to dage efter skyderiet erkendte han både drab og drabsforsøg.

Den svenske anklagemyndighed oplyser fredag, at syv andre personer er anholdt i sagen. De bliver fortsat efterforsket, lyder det.

Skyderiet i Emporia fandt sted cirka halvanden måned efter et skyderi i det danske shoppingcenter Field’s i København. Her blev tre personer dræbt, og adskillige blev såret.

En 23-årig mand blev i denne måned idømt anbringelse på den topsikrede institution Sikringen for drab og drabsforsøg i Field’s.

Emporia ligger i den sydlige del af Malmø. Det har ifølge centerets egen hjemmeside omkring 150 butikker, restauranter og caféer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også