Nordjysk pakkeplatform med rødder i Coolshop udruller digitale postkasser

Homerunner vil i samarbejde med DAO teste intelligente postkasser, der for alvor skal udrulles, når den nye postaftale træder i kraft til nytår. 
Per Imer er direktør og medstifter af Homerunner og Coolrunner, der blev etableret i 2015. | Foto: Pr
Per Imer er direktør og medstifter af Homerunner og Coolrunner, der blev etableret i 2015. | Foto: Pr

Nordjyske Homerunner, der er delvist ejet af webshoppen Coolshop, vil skubbe til digitaliseringen af post- og distributionsmarkedet. 

Derfor sætter selskabet gang i et pilotprojekt, der frem mod nytår skal teste brugen og driften af digitale postkasser i samarbejde med transportøren DAO og Aalborg Kommune. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Teknologien skal gøre det muligt for transportører generelt at opstille intelligente postkasser i 2024, hvor forbrugerne ikke bare kan få leveret breve og pakker, men også kan bestille afhentning af pakker fra som et alternativ til posthuset.

”I dag ved man ikke, hvad der er i en postkasse, før man kører ud og tømmer den. Men med de nye, intelligente postkasser er forsendelserne bestilt og registreret online, hvilket optimerer distributionen, og forbrugerne har track and trace på deres breve,” siger adm. direktør for Homerunner, Per Imer, i meddelelsen.

Gensalg stiger

Homerunner tror, at den nye teknologi i høj grad vil stemple ind i gensalgsbølgen og understøtte salget af genbrugsvarer mellem private.

”Vores data viser, at recirkulering af varer er steget med 200 procent siden februar 2022. Vi forudser, at antallet af forsendelser med brugte varer stiger otte gange inden for de næste fem-seks år,” siger Per Imer.

I første omgang bliver der opstillet 30 intelligente postkasser i det nordjyske, der skal udrulles inden årsskiftet, men målet er at skalere antallet op. 

Tiltaget kommer i forlængelse af en ny postaftale, der bl.a. afskaffer tilskuddet til Postnord, og sætter konkurrencen i markedet mere fri, mener Homerunner.

”Med den nye postaftale har politikerne åbnet op for, at transportørerne kan investere i ny teknologi. Den digitaliseringsproces, der allerede er i gang, bliver speedet gevaldigt op nu,” siger Per Imer, der mener, det vil gøre det nemmere for forbrugerne både at modtage og sende pakker og breve.

De intelligente postkasser koster ifølge Homerunner 15.000 kr. stykket, som skal finansieres af transportørerne og kundernes betaling for at sende pakker og breve.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også