Inflationen falder til laveste niveau siden efteråret 2021

Det store fald i inflationen skyldes primært prisfald på elektricitet og brændstof, vurderer seniorøkonom.
"Fremragende nyt," vurderer Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar. | Foto: Carlos Osorio
"Fremragende nyt," vurderer Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar. | Foto: Carlos Osorio
AF RITZAU

De alarmerede prisstigninger er efterhånden fortid.

Siden efteråret, hvor der var en tocifret stigning i forbrugerpriserne, har inflationen for alvor været på retræte.

I maj var forbrugerpriserne i Danmark således kun 2,9 procent højere end i samme måned sidste år.

Det viser et EU-harmoniseret forbrugerprisindeks fra Danmarks Statistik, der er blevet offentliggjort onsdag morgen.

Til sammenligning var den årlige stigning 5,6 procent i april.

Stigningen i forbrugerpriser er ikke set lavere i Danmark siden efteråret 2021.

Det skyldes i høj grad prisfald på elektricitet og brændstof, vurderer Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv.

”Det er fremragende nyt for de danske forbrugere, at inflationen falder kraftigt. Det sætter en tyk streg under, at det værste måneder med galoperende høj prisstigninger er et godt stykke bag os,” skriver han i en kommentar

Lavt i EU-regi

Udviklingen er ikke nødvendigvis et udtryk for, at man nu skal forvente lavere priser i supermarkedet. Det viser i stedet, at de overordnede priser stiger med en noget lavere hastighed end tidligere.

Kigger man også på den såkaldte kerneinflation, maler der sig et lignende billede.

Kerneinflationen er faldet fra 6,8 procent i april til 5,5 procent i maj.

Kerneinflation er groft sagt inflation fraregnet prisudviklinger på energi og fødevarer.

Den stiger og falder ikke lige så hurtigt som det klassiske inflationsmål og betragtes af nogle økonomer som en indikator for, om prisstigninger på eksempelvis energi har spredt sig og bidt sig fast til resten af økonomien.

Med det kraftige fald i den overordnede inflation er Danmark et af de EU-lande, der har den laveste inflation.

Forskellen på den almindelige opgørelse af forbrugerpriser og det EU-harmoniserede indeks er, at priser på ejerboliger indgår i førstnævnte.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også