Ecco-ejer har fået næsten 700 millioner udbetalt på 12 år
Salget af Ecco-sko har gjort familien bag til en af landets rigeste og spækket godt i kassen hos Hanni Toosbuy Kasprzak, der er datter af Ecco-stifter Karl Toosbuy. Det skriver Børsen.
Ifølge avisens gennemgang af regnskaberne fra Hanni Toosbuy Kasprzaks holdingselskab, Anpartsselskabet af 1. oktober 2011, er der siden holdingselskabet blev stiftet i 2011 blevet udbetalt 698 mio. kr. til ejeren.
De seneste to år har udbyttet været på 30 mio. kr. årligt, som også står til at blive udbetalingen i 2023.
Hanni Toosbuy Kasprzak ejer 27 pct. af Ecco-koncernen og har bestemmende indflydelse, mens hendes to børn Anna og André Kasprzak ejer hver 36,5 pct. Regnskaberne fra deres holdingselskaber viser ikke udbyttebetalinger de seneste år ifølge Børsen.
Ecco-koncernen offentliggjorde i sidste uge regnskabet for 2022, der viste fremgang i både omsætning og indtjening i et år, hvor koncernen har mødt hård kritik for beslutningen om at bevare sine aktiviteter i Rusland.
Ecco købte i 2020 det russiske selskab Ecco Ros, der driver brandets 250 butikker i landet. Overtagelsen for omkring en milliard kr. var selskabets hidtil største investering. I 2021 stod det russiske marked for en omsætning på 1,2 mia. kr. for skobrandet.
Relaterede artikler
Eccos danske afdeling firdoblede overskuddet i 2022
For abonnenter