Danske tvillingers takeawayfirma er gået konkurs
Mens coronanedlukningen af samfundet gav takeawayfirmaet Takeout medvind, har sagen været en anden på den anden side af pandemien, hvor et overskud på 1,3 mio. kr. er forvandlet til et underskud på 2,4 mio. kr.
Nu er Takeout, der er ejet af tvillingerne Thomas og Ulrich Cort Hansen, erklæret konkurs, skriver Finans på baggrund af et dekret i Statstidende.
I et skriftligt svar til avisen skriver medstifter Thomas Cort Hansen, at fremtiden må vise, om der er plads og muligheder i markedet. Han begrunder samtidig konkursen med tre hårde år:
”Vi har gennemlevet ekstrem kundetilgang på grund af corona, stor kundetilbagegang post-corona, op- og nedlukninger, markant stigning i konkurrencen og undervejs forsøgt en løbende tilretning og justering af driften og strategien i forhold til markedsforholdene. Det har desværre været svært at navigere efter, og vi er desværre ikke lykkedes hermed, hvorfor en egen konkursbegæring ultimativt var den eneste rigtige beslutning.”
Takeouts svenske selskab, Takeout AB, blev taget under konkursbehandling ved udgangen af 2022. Ifølge mediet Radar har selskabet flere inkassosager mod sig som følge af, at flere restaurantkæder samt medarbejdere ikke har modtaget betaling og løn.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie FødevareWatch)