Medlemmer reagerer på ny strategi og siger farvel til Coop

”Vi havde forventet stærke reaktioner som følge af Irma-beslutningen,” siger Coop-direktør, efter dagligvarekoncernen har oplevet flere udmeldelser end normalt de seneste 14 dage. 
Irma er snart fortid, da Coop har valgt at lukke kæden, som i dag består af 65 butikker. | Foto: Jens Dresling
Irma er snart fortid, da Coop har valgt at lukke kæden, som i dag består af 65 butikker. | Foto: Jens Dresling

Det er ikke faldet i god jord hos alle, at Coop vil lave markante forandringer i dagligvarekoncernen med den nye strategi ”Fremtidens Coop”, der blev præsenteret for to uger siden. 

Coop, der er et andelsselskab og dermed ejet af godt 1,9 mio. danskere, har de seneste 14 dage oplevet ”lidt flere udmeldelser end normalt”, oplyser Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop, til DetailWatch. 

Ifølge direktøren var det især 31. januar, hvor Coop fremlagde sine nye planer, at dagligvarekoncernen oplevede, at flere medlemmer sagde farvel og tak. 

Den nye strategi medfører en række markante ændringer hos Coop – eksempelvis bliver Superbrugsen og Kvickly lagt sammen til én kæde med navnet Coop, og Irma-kæden har fået dødsstødet og bliver lukket ned. 

Coop dropper desuden onlinesalg af dagligvarer på Coop.dk Mad, og Coops bonusprogram bliver omlagt, mens Primekonto-konceptet bliver nedlagt helt.

”Ikke bekymrende”

Ændringerne hos Coop har medført skarpe reaktioner. Eksempelvis har Alfred Josefsen, der er tidligere Irma-direktør, sagt, at det er ”vildt, voldsomt og vanvittigt”, at man har besluttet at lukke supermarkedskæden, mens erhvervskvinden Stine Bosse har meddelt, at hun ikke genopstiller til Coops bestyrelse, fordi hun ikke længere har tillid til formand Lasse Bolander. 

I Coop kommer det ikke som en stor overraskelse, at den nye strategi også får nogle af Coops medlemmer til at reagere.

”Udmeldingerne har ikke noget bekymrende omfang, og vi havde forventet stærke reaktioner som følge af Irma-beslutningen, men også nedlukning af Coop.dk Mad og Coop Prime,” siger Jens Juul Nielsen. 

Han ønsker ikke at oplyse præcis, hvor mange medlemmer der har meldt sig ud de seneste 14 dage.

”Så detaljerede informationer giver vi ikke,” lyder det. 

Informationsdirektøren understreger dog, at udmeldelserne ikke er noget, der ”påvirker det samlede medlemstal i nævneværdig grad, så antallet af medlemmer er fortsat godt 1,9 million.” 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også