Branchefolk opfordrer til mere grøn forskning i modedesign
Modebranchen er blandt de mest miljøbelastende brancher, men forskningen i at reducere industriens klimaaftryk halter langt bagefter.
Sådan lyder det i et debatindlæg i Børsen fra ni repræsenter for uddannelser og erhvervsorganisationer inden for modebranchen.
”Mode- og tekstilbranchen har længe fløjet under radaren, selvom produktionen af tøj og tekstil efterlader et massivt miljø- og klimaaftryk,” skriver forfatterne, der peger på, at de nye EU-krav, der er på vej til mode og tekstilindustrien gør det presserende at øge forskningen i alternative løsninger.
”Kravet om omstilling rammer den danske mode- og tekstilbranche lige nu. Det kan derfor kun gå for langsomt i forhold til at prioritere forskning i, hvordan vi skal designe produkter i fremtiden og udvikle de nødvendige nye strategier og metoder, der kan sikre, at den danske mode – og tekstilbranche for alvor kan blive frontløber i den grønne omstilling.”
Vil begrænse ny produktion
Forsker i bæredygtig mode ved Det Kongelige Akademi, Else Skjold, har overfor DetailWatch tidligere kaldt EU’s strategi for bæredygtige og cirkulære tekstiler en ”kæmpe udfordring” for den danske modebranche.
Strategien indebærer bl.a., at tøjproducenter skal tage ansvar for deres produkter i hele værdikæden, at tekstilprodukter, der markedsføres i EU, har en lang levetid og er genanvendelige.
”Resultatet af alle de her initiativer er, at det bliver mere besværligt og dyrere at producere nyt, fordi man skal simpelthen honorere så mange krav. Og det er helt bevidst,” sagde Else Skjold til DetailWatch.
Debatindlægget i Børsen er underskrevet af rektorene for flere designuddannelserne i hhv. København og Kolding, Lene Dammand Lund og Lene Tanggaard, samt rektor på Via University College, og Harald Mikkelsen, Karin Klitgaard, DI, Thomas Klausen, Dansk Mode & Textil; Ellen Marie Friis Johansen, Dansk Erhverv; Anja Philip, Forbrugerrådet Tænk; Betina Simonsen, Lifestyle & Design Cluster og Pernille Weiss (K), medlem af Europa-Parlamentet
Relaterede artikler:
Dansk modeselskab fortsætter sin himmelflugt
For abonnenter