Basalt udvider test med "grænsehandelspriser"
Salling Group-kæden Basalt fortsætter sit kampagnefremstød med tilbud på klassiske grænsehandelsvarer som øl og sodavand og udvider nu konceptet til også at gælde flere basale varer.
Det sker, efter kunderne ifølge kæden har taget godt imod initiativet, der blev testet op mod jul. Derfor har Basalt valgt at fortsætte med nedsat pris på Pepsi Max, Faxe Kondi light og Royal Classic.
Derudover sætter Basalt i februar priserne ned på bl.a. Gillette, Zendium, Palmolive, Glyngøre og Dolmio, skriver kæden i en pressemeddelelse.
”Vi vil gerne være kundernes favorit, også når der ’bare’ skal købes stort ind til hverdagen. Og selvom vi altid har faste lave priser på bl.a. Salling Groups egne mærker, vil vi gerne kunne tilbyde kunderne mærkevarefavoritter til priser, der er værd at køre efter – men uden at det koster en tur til grænsen,” siger kædedirektør Henrik Nielsen
Når kampagnen er ovre, evaluerer kæden konceptet og justerer sine tilbud efter resultatet.
”Basalt er stadig ny på dagligvaremarkedet, og vi er slet ikke færdige med at teste konceptet og afprøve forskellige måder at matche kundernes behov på. Vores kunder kan derfor godt forvente flere gode overraskelser også i fremtiden,” siger Henrik Nielsen.
Relaterede artikler:
Færre dagligvarekæder puster til ny kamp om kunderne
For abonnenter