Sigtet for Field's-skyderi bliver frivilligt bag tremmer

Den 22-årige mand, der er sigtet for drab på tre mennesker ved et skyderi i sommer i Field’s, er fængslet yderligere to uger.
Flere blev dræbt og såret af skud, da en mand i juli skød omkring sig i indkøbscentret Field's i København. Den sigtede mand i sagen er gået med til fortsat at sidde varetægtsfængslet de næste to uger. (Arkivfoto) | Foto: lafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Flere blev dræbt og såret af skud, da en mand i juli skød omkring sig i indkøbscentret Field's i København. Den sigtede mand i sagen er gået med til fortsat at sidde varetægtsfængslet de næste to uger. (Arkivfoto) | Foto: lafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Uden protester eller retsmøde er en 22-årig mand gået med til at blive bag lås og slå de kommende to uger.

Manden, der er sigtet for at have dræbt tre mennesker og såret syv andre med skud i storcentret Field’s på Amager den 3. juli i år, er gået med til en såkaldt frivillig forlængelse.

Det betyder, at varetægtsfængslingen af ham er blevet forlænget, uden at en dommer har truffet beslutningen torsdag, hvor fristen ellers udløb.

Den 22-årige har siddet fængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling i snart fem måneder.

For første gang siden den første fængsling af ham fik offentligheden i sidste måned et indblik i politiets efterforskning og sagens omstændigheder.

Det skete ved et retsmøde, hvor den sigtede mand ikke på forhånd var gået med til at lade sig fængsle.

Her kom det frem, at der er lavet flere end 250 afhøringer af vidner om, hvad de oplevede og så den skæbnesvangre dag.

Derudover kunne specialanklager Søren Harbo fortælle, at der ved ransagning af den sigtede mands hjem umiddelbart efter episoden er blevet fundet tekster, der kunne tyde på en forudgående planlægning af skyderiet.

Der blev blandt andet fundet tekster om, hvordan man skal sigte efter torso og hovedet og holde øje med, om folk gemmer sig.

Erkender omstændigheder – nægter sig skyldig

Desuden er det beskrevet, hvordan man kan flytte møbler til at beskytte sig selv og oprette såkaldte kill-zones.

Forud for skyderiet har den sigtede mand også indkøbt magasiner med ammunition og den vest, han blev anholdt i.

Ved toilettet i biografen i Field’s, hvor skyderiet ifølge anklagemyndigheden begyndte, blev der ligeledes fundet en pistol.

Ifølge politiet havde den 22-årig mand lagt den der. Det viste sig ved politiets afprøvning, at pistolen ikke virkede. Den var heller ikke ladt.

Den 22-årige mand har ifølge forsvarer og anklager erkendt de faktiske omstændigheder, som han erindrer dem.

Han nægter sig dog skyldig med henvisning til straffelovens paragraf 16. Den handler om sindssyge i gerningsøjeblikket.

Ved skyderiet mistede to 17-årige – en dreng og en pige – livet. Også en russisk mand på 46 år med bopæl i Danmark blev dræbt.

Fire personer var i livsfare efter at være blevet skudt, mens yderligere tre blev strejfet af skud.

Omkring 20 mennesker pådrog sig skader i forbindelse med flugten fra centret.

Ved retsmødet i sidste måned oplyste Søren Harbo, at anklageskriftet mod den 22-årige måske kan være klar inden jul.

Det er dog usikkert, om planen holder. Sagen skal også forbi Statsadvokaten, før tiltalen vil blive rejst.

Hver fjerde ønsker mere sikkerhed i storcentre efter Field’s-skyderi

Field’s melder om normalt besøgstal efter genåbning

Shoppingcentre kigger på sikkerhed efter Field’s skyderi – men afventer politiet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også