Netbutikker anker dom om abonnementer

Kunderne kan godt skyde en hvid pil efter at få sine penge tilbage, hvis det står til Rasmus Andersen, der er direktør for de tre netbutikker Sayve.dk, Buuks.dk og Pluus.dk, skriver Jyllands-Posten.
De tre netbutikker har automatisk trukket mellem 89 kr. og 119 kr. om måneden fra forbrugernes konti for abonnenter, som så giver adgang til at købe varer til såkaldte medlemspriser i netbutikkerne. Men ifølge Forbrugerombudsmanden har de tre netbutikker ikke skiltet klart nok med, at kunderne automatisk blev tilmeldt abonnementskonceptet.
Tirsdag fik Forbrugerombudsmanden medhold i Sø- og Handelsretten, og netbutikkerne blev pålagt at tilbyde at tilbagebetale kundernes abonnementsbetalinger.
Den dom har Rasmus Andersen og de tre netbutikker nu anket, skriver avisen. Han mener, at han gennem flere år har søgt råd og vejledning fra Forbrugerombudsmanden for at sikre, at alt gik rigtigt til, men at Forbrugerombudsmanden har afvist dialog og i stedet anlagt sagen.
”Vi har bestræbt os på at leve op til gældende retningslinjer, og med den manglende klarhed om reglerne er vi overraskede over, at retten har fundet, at oplysningsniveauet på hjemmesiderne ikke er højt nok. Vi har derfor valgt at anke denne del af afgørelsen fra Sø- og Handelsretten i en tro på, at en fornyet prøvelse af sagen kan bidrage til at skabe klarhed over regler og retningslinjer for abonnementstjenester, der fortsat er et relativt nyt fænomen herhjemme,” siger han i en pressemeddelelse sendt til Jyllands-Posten.
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen mener stadig ikke, at selskabet har oplyst forbrugerne godt nok om, at netbutikkerne baserer sig på at sælge abonnementer.
Hun erkender, at når dommen nu bliver anket, kan forbrugerne ikke påberåbe sig rettens forbud mod, at netbutikkerne fortsat kræver betaling. Men hun anbefaler forbrugerne til ikke at betale for abonnementet og samtidig gøre krav på tilbagebetaling.
Efter 796 klager: Netbutikker skal tilbyde penge retur til abonnenter
Opkøbsbølge blandt netbutikker løjer af: ”Det er et fuldstændig andet marked”
Relaterede artikler:
Tidligere aarhusiansk webshop får bøde
For abonnenter