Klumme: Nyt pristjek fører til mistænkeliggørelse, bøvl og bureaukrati

Regeringens nye pristjek, der skal undersøge om prisstigninger på udvalgte fødevarer og el er unødigt høje, er i bedste fald overflødigt – i værste fald en ekstra byrde på forretninger og butikker, skriver branchedirektør i DI Handel Jacob Kjeldsen i denne klumme.
Jacob Kjeldsen er uddannet økonom fra Københavns Universitet. | Foto: DI
Jacob Kjeldsen er uddannet økonom fra Københavns Universitet. | Foto: DI
AF JACOB KJELDSEN, branchedirektør i DI Handel

Stigende råvarepriser og energipriser rammer alle. Det rammer os som forbrugere, det rammer detailleddet, og det rammer producentleddet. For tingene hænger jo sammen gennem hele værdikæden.

I torsdags lancerede erhvervsminister Simon Kollerup (S) og Forbrugerrådet et nyt pristjek, der skal undersøge årsagerne til prisstigningerne på blandt andet dagligvarer og energi.

Set med mine briller er det udtryk for mistænkeliggørelse af danske virksomheder. Vi har allerede en god og effektiv lovgivning og Konkurrence- og Forbrugerstyrelse, der holder prisstigninger i stramme tøjler. Jeg har svært ved at se begrundelsen for, at der er brug for yderligere kontrol.

Samtidig betyder det, at virksomhederne rammes af nye, administrative rapporteringskrav, som kommer oveni en stigende mængde af tidskrævende indberetninger.

Derfor er jeg nysgerrig efter at vide, hvad erhvervsministeren vil gøre yderligere end det, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen allerede i forvejen gør i dag. Ud fra de nuværende informationer er det svært at se, hvad ministerens nye pristjek går ud på, og hvordan det ikke indebærer mere administrativt bøvl for virksomheder.

Priskonkurrencen er hård

Prisstigningerne er ikke kommet med virksomhedernes gode vilje. Krig i Europa har sammen med forsyningsusikkerhed og stigende priser på råvarer og energi sendt inflationen i vejret – også for virksomhederne. I opgørelsen af producentpriserne er råstoffer og energi steget henholdsvis 135 og 185 pct. i pris over det seneste år. Den slags prisstigninger gør det markant dyrere at producere varer, hvilket er med til at drive priserne op igennem hele værdikæden hele vejen ud til os forbrugere, når vi står med indkøbskurven i hånden.

Jeg tror, at ministeren og myndighederne faktisk godt ved, at det er de færreste virksomheder og butikker, der kan lide at hæve deres priser. For virksomhederne ved godt, at kunderne og forbrugerne er en vigtig vogter over unødvendige prisstigninger. Hvis varer prissættes for højt, smutter kunderne over til konkurrenten.

Jeg har svært ved at se, hvordan de ’rigtige’ priser skal fastsættes i ministerens nye pristjek. Én ting er den pris, vi ser i supermarkederne, noget andet er alt det, vi som forbrugere ikke ser i en lang produktionsproces, der nogle gange går på tværs af landegrænser. Landmanden, der oplever stigende omkostninger for at producere råvarerne til vores fødevarer. Producenten, der samtidig også betaler mere for den energi, der bruges til at videreforarbejde råvarerne. Læg dertil stigende priser på brændstof, som fordyrer transporten, når både råvarer og færdige fødevarer skal leveres til butikker og supermarkeder.

Savner svar

Med internationale værdikæder vil arbejdet for myndighederne med et pristjek blive vanvittigt komplekst og omfattende. Det kan ikke undgå at betyde endnu mere rapportering for virksomhederne og butikkerne. Det står hen i det uvisse, hvordan pristjekket skal gennemføres i praksis. Som udgangspunkt skal der ikke tilføres flere ressourcer til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Jeg tror på, at de regulerede markedskræfter, som vi har i dag, er bedst til at fastsætte priserne. Hvordan vil et myndighedsstyret pristjek kunne fastsætte priserne på eksempelvis smør bedre end markedet? Og hvordan vil ministeren sanktionere virksomhederne og butikkerne, hvis de ikke kan tjene penge på en kunstig pris, som staten har fastsat, og derfor sælger den til en markedsbestemt pris?

Overblik: Regeringen vil tjekke prisstigninger – her er reaktionerne

Købmænd om pristjek: Politikerne bør gribe i egen barm

Erhvervsminister afviser kritik af pristjek: ”Jeg mistænkeliggør ikke nogen”

Ministers pristjek får hård medfart af erhvervsorganisationer

Dansk Erhverv hilser pristjek velkommen – håber på ”frikendelse” af medlemmer

Regeringen sætter granskning af prisstigninger i gang

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også