Kohl's i eksklusive opkøbsforhandlinger med Franchise Group

Den amerikanske detailkæde Kohl’s står til en grøn start på dagen, når de amerikanske aktiemarkeder åbner i eftermiddag, efter at selskabet er indgået i eksklusive forhandlinger med Franchise Group om et muligt opkøb.
Det skriver Bloomberg News.
Franchise Group, der blandt andet ejer detailkæden Vitamin Shoppe, har tilbudt at købe Kohl’s for 60 dollar per aktie, svarende til en værdiansætning af selskabet på 8 mia. dollar.
Den eksklusive forhandlingsperiode løber over tre uger og skal give parterne tid til blandt andet at sikre den nødvendige finansiering til opkøbet.
Kohl’s har tidligere på året afvist bejlere til selskabet. Det gælder Sycamore Partners, der sammen med Starboard Value søgte en aftale.
Aktien i detailkæden stiger tirsdag formiddag 12,7 pct. til 47,48 dollar i det amerikanske formarked. Samtidig stiger Franchise Group marginale 0,1 pct. til 25,65 dollar.