Aarhusiansk møbelfirma sikrede fremgang i 2021 trods udfordringer

Med en omsætningsfremgang på 10 mio kr. til 288 mio. kr. og et resultat før skat, der steg 2,6 mio. kr. til 12,6 mio. kr., kom den Aarhus-baserede møbelfirma Flexa4dreams tilfredsstillende ud af 2021, skriver Woodsupply.
Ifølge selskabets direktør, Carsten Dan Madsen, har 2021 dog ikke været en dans på roser, men budt på et første halvår med gode takter, mens andet halvår bar præg af ”vigende forbrugertendens”.
”Det har altså været et miks af to perioder, man skulle forholde sig til, og meget af året er desuden gået med udfordringer i forhold til prisstigninger og tilgængelighed af materialer, hvor vi har brugt mange kræfter på at sikre vores leveringssikkerhed,” siger Carsten Dan Madsen til Woodsupply.
Flexa blev oprindeligt grundlagt i 1972 med produktionen af børnemøbler i nordisk design i centrum af forretningen. Ifølge regnskabet har firmaet i dag salg i mere end 150 butikker i Europa, Asien, Nordafrika og Amerika.
Efter en konkurs i 2010 og en efterfølgende rekonstruktion blev firmaet i 2016 overtaget af investoren Adrian Vanderspuy, der er bosat i Schweiz.