"Klassiske metoder" får Boozt til at vokse markant i første kvartal af 2022

Boozt fortsætter de positive takter i første kvartal af 2022 med en nettoomsætning på 1,4 mia. svenske kr. og en bruttofortjeneste på 560 mio. kr. På bundlinjen var udviklingen anderledes og nedadgående med et underskud på 7,9 mio., svenske kr.
Det viser den svenske modekoncerns regnskab for første kvartal af 2022, der blev offentliggjort torsdag morgen.
Det er særligt styrkelsen af den danske og norske krone over for den svenske, der har haft en positiv indvirkning på Boozts omsætning, der steg med over 20 pct.
Samtidig er Boozts outletafdeling Booztlet.com steget med 423,8 pct. til i alt 285 mio. svenske kr. i kølvandet af øgede investeringer i brandets tilstedeværelse i Norden. Underskuddet skal tilskrives højere driftsomkostninger ifølge topchef Herman Haraldsson, der kalder regnskabet ”stærkt”.
”Det viser, at vores retning og model med at være et online stormagasin er stærk. Vi er ikke længere afhængige af en enkel kategori, men er den komplette løsning. Det har vist sig positivt med vores klassiske metoder, at vi kan give et stærkt tilbud til vores kunder selv i tider med makroøkonomisk modstand og i en tid, hvor forbrugerne er lidt mere tilbageholdende,” siger Hermann Haraldsson, adm. direktør i medstifter i Boozt.
”Det er særligt nu, hvor vores model viser sin styrke. I 2020 var det ganske let, men nu er der igen modvind. Her kan man se, hvem der er stærke, og det har vi demonstreret.”
Nøgletal fra Boozt regnskab for første kvartal:
I mio. svenske kr. | Q1 2022 | Q1 2021 | FY 2021 |
Nettoomsætning | 1.424 | 1.137 | 5.814 |
EBIT | -4,8 | 58,3 | 264,5 |
Nettoresultat | -7,6 | 42,9 | 195,2 |
Nedlukninger gav boost
De seneste to år har været kraftigt påvirket af coronapandemien og den globale nedlukning. Men hvor store dele af den fysiske detailhandel har været ramt, har Boozt profiteret gevaldigt på pandemiens konsekvenser. Omsætningen for årets første tre måneder er sågar blevet fordoblet siden 2019.
Årets første regnskab er det første, som ikke har været stærkt påvirket af corona. Men Boozt er lykkedes med at fastholde de mange nye kunder, der delvist var tvunget til at handle online under coronanedlukningerne, fremhæver topchefen.
”Vi er derfor ekstra glade for, at vi har formået at bruge den medvind, vi har fået under corona, til at accelerere forretningen yderligere. Tallene viser jo i sidste ende, om kunderne kommer tilbage.”
Han vedkender, at den globale sundhedssituation de seneste år, der blandt andet fik de nordiske regeringer til at lukke for detailhandlen i store perioder, har givet et enormt boost til Boozt.
”Mennesker, som vi skulle have brugt ufatteligt mange marketingkroner og tid på at overbevise om at prøve at handle online, var pludselig tvunget til det. Og da de så prøvede det, fandt de ud af, hvor utrolig let det var at handle, og hvis man endelig kom til at købe noget forkert, kunne man nemt returnere det,” siger Hermann Haraldsson.

Stærke i modvind
Boozt fastholder prognoserne for regnskabsåret 2022, men den nuværende markedssituation med stigende priser, der presser forbrugerne, giver en højere sandsynlighed for at nå den nederste ende af intervallerne for både omsætningsvækst og justeret driftsresultat, meddeler Boozt.
Boozts prognose lyder fortsat på en omsætningsvækst på 20-25 pct. og et justeret driftsresultat (EBIT) på 365-420 mio. svenske kr.
”Der er kæmpe udfordringer forude, men til gengæld har vi en organisation, der er endnu stærkere. Vi har mange gange været på randen af konkurs. Det er vi ikke længere, fordi vores balance er ekstremt stærk. Men vi er vant til modgang og trives i det. Men vi føler os meget usikre på, hvordan de næste 12 måneder udvikler sig,” siger Harald Hermansson.
Hvad skal I gøre for at opretholde udviklingen?
”Vi skal blive ved med at eksekvere og holde næsen i sporet. Der er ikke de store grandiose visioner, men i stedet skal vi blive ved med at eksekvere og sørge for, at kunderne er glade. Det er næsten fortvivlende enkelt, men sådan er det.”
Boozts forventninger til 2022:
Ved Q1 2022 | Før Q1 2022 | |
Omsætningsvækst | 20-25 pct. | 27,7-32,5 pct. |
Justeret EBIT | 365-420 mio. SEK | 365-420 mio. SEK |
Jysk familievirksomhed fortsætter vild millionvækst på populært uldundertøj
Boozt investerer tocifret millionbeløb i dansk liveshopping-virksomhed
Ny ejer vil genrejse konkursramt tøjkæde: ”Vi vil gerne være stærkere i Jylland”