DetailWatch

Ambitiøs online møbelbutik er gået konkurs og overdrages til en "større spiller"

Selskabet bag den danske designermøbelbutik Moodings, der tidligere har haft store internationale ambitioner, er gået endegyldigt konkurs. Nu er virksomheden blevet overdraget til en endnu ukendt ”større spiller” i møbelbranchen, oplyser kurator.

Moodings blev stiftet i 2012 af Alexander Thygesen, der indtil nu har været adm. direktør. | Foto: Moodings/Pr

Det startede så godt og lovende for den ambitiøse online møbelbutik Moodings, der for få år siden fordoblede omsætningen år for år og i 2021 åbnede i ni nye markeder i en storstilet international offensiv.

Men nu er selskabet bag Moodings gået endegyldigt konkurs efter en måneds forsøg på en rekonstruktion. Det fremgår af et dekret fra Statstidende.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at virksomheden Moodings er helt og aldeles død. Konkurssagens kurator Albert Juul Digens fortæller, at der er sket en overdragelse af hovedaktiviteten i forretningen i en virksomhedsoverdragelse.

Det drejer sig om rettighederne til netbutikken samt Moodings varelager. Kurator Albert Juul Digens ønsker dog ikke at oplyse købers navn i henhold til en aftale, som parterne har indgået.

”Men det er en større spiller, der har købt det,” fortæller han.

Presset likviditet

Moodings har endnu ikke aflagt årsregnskab for 2021, men i de tre foregående år har selskabet været ramt af store underskud i millionklassen og har samlet tabt 8,8 mio. kr. over de seneste tre år.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Moodings adm. direktør Alexander Thygesen, men i det seneste regnskab fra 2020 skriver ledelsen i sin beretning, at virksomheden har været negativt påvirket af svigtende leveringsdygtighed fra ”vigtige leverandører”.

”Resultatet af dette er mangel på omsætning grundet aflyste ordrer og forsinket likviditet fra gennemførte ordrer,” står der.

Ledelsen anslår, at påvirkningen i 2020 kostede et tocifret millionbeløb i omsætning, og at problemerne ville fortsætte i 2021.

I 2020 tog Moodings et nyt lager på 5.000 kvadratmeter i brug, efter møbelvirksomheden fire gange havde måttet skifte lager på grund af den hurtige vækst. Men den store flytning angiver Moodings også i regnskabet fra 2020 har resulteret i lavere omsætning end forventet samt høje udgifter relateret til flytningen og integration.

Skylder tocifret millionbeløb

Ifølge konkurssagens kurator Albert Juul Digens skyldes konkursen, at virksomheden har været insolvent som følge af de seneste store underskud og underskudsgivende drift.

”De præcise årsager er noget af det, der skal afdækkes i konkursbehandlingen. Mit foreløbige arbejde har handlet om at få så mange penge ind til kreditorerne på en relativt kort og intensiv periode,” siger han.

Han oplyser desuden, at den samlede opgjorde gæld i forbindelse med konkursen udgør cirka 24,2 mio. kr., og at kreditorer med penge til gode udover ejerkredsen primært er leverandører til webshoppen.

Moodings webshop er stadig tilgængelig, men efter rekonstruktionens start den 8. april fjernede virksomheden købe-knapperne.

På Moodings Instagram- og Facebook-side har flere brugere kritiseret virksomheden for ikke at levere bestilte varer, men ifølge kurator Albert Juul Digens tyder det ikke på, at der for alvor er forbrugere, der er kommet i klemme. Kun kunder, der har fået sine varer forsinket.

Satsede stort på designermøbler online – nu er Moodings gået i rekonstruktion

Mere fra DetailWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs