Amerikansk varehus' aktie styrtdykker efter nedjustering

Den amerikanske varehuskæde Target nedjusterer forventningerne til 2022/23 i forbindelse med sit regnskab for første kvartal, der har sendt aktien markant ned i formarkedet.
Selskabet er ramt af stigende omkostninger, og ledelsen erkender, at det næppe er et problem, der går i sig selv lige foreløbigt.
”Vi er mindre profitable, end vi havde ventet at være, eller har til hensigt at være på sigt, siger administrerende direktør Brian Cornell ifølge Bloomberg News.
Target venter nu en driftsmargin på omkring 6 pct. i år mod tidligere mindst 8 pct.
Og nedjusteringerne huer bestemt ikke investorerne. Aktien dratter over 22 pct. i formarkedet.
Alene brændstof og fragtomkostninger gør væsentligt indhug i indtjeningen, og ligger ifølge Target 1 mia. dollar højere end ventet i første kvartal, skriver Bloomberg.
Targets resultat i første kvartal, der dækker månederne februar, marts og april, er da også en del lavere end ventet. Det justerede resultat per aktie landede på 2,19 dollar mod estimeret 3,06 dollar blandt analytikere ifølge Bloomberg.
Investorerne blev ellers til dels advaret tirsdag, hvor også varehuskæden Walmart nedjusterede sine forventninger med henvisning til stigende omkostninger. Meldingen blev tirsdag takseret til et fald på 11 pct. - den største nedtur for Walmart på en enkelt børsdag siden 1987.
Onsdag falder Walmart yderligere 1,6 pct. i formarkedet.
Walmart nedjusterer forventningerne til 2022 efter svært kvartal
Walmart og Target er i fokus når amerikanske detailtal præsenteres