DetailWatch

Amerikansk Pandora-konkurrent mærker inflationspres og sænker forventninger

Mens amerikanske Signet nedjusterer, vurderer aktieanalytiker ikke, at det samme sker for Pandora.

Signet Jewelers har omkring 2800 butikker på verdensplan - blandt andet under navnet Kay Jewelers. | Foto: Nam Y. Huh

Pandoras amerikanske branchefælle Signet har nedjusteret sine forventninger til i år, efter at den høje inflation har fået forbrugerne til at passe mere på pengene.

Smykkeselskabet venter nu en omsætning i 2022 på 7,6-7,7 mia. dollar mod tidligere ventet 8,03-8,25 mia. dollar. Der bliver også skruet ned for forventningerne til andet kvartal, hvor Signet nu venter en omsætning på cirka 1,75 mia. dollar mod tidligere ventet 1,82 mia. dollar.

Det skriver Bloomberg News.

”Forbrugerne er blevet gradvist mere udfordrede som året er skredet frem med den voldsomme inflation, vi har set,” udtaler Signets administrerende direktør Gina Drosos ifølge Bloomberg.

Selskabet har oplevet at kunder med lavere indkomst allerede i marts begyndte at bruge færre penge på smykker, og det blev efterfulgt af de mere velstående kunder i maj. Den udvikling er kun blevet forstærket i juli, lyder det videre fra direktøren.

Forventer ikke lignende for Pandora

Pandora kommer dog ikke til at følge efter amerikanske Signets nedjustering, vurderer aktieanalytiker i Sydbank Per Fogh.

”Signet har haft kraftig modvind i et udfordrende makromiljø, hvor kunderne ikke har det samme forbrug. Der er sket en opbremsning af salget i USA - også af de dyrere smykker. Og det skyldes både den høje inflation og udfasningen af hjælpepakkerne i forbindelse med corona,” siger han.

Men Pandora har allerede taget højde for, at væksten i USA bremser op.

”Jeg venter ikke, at Pandora vil nedjustere sine forventninger til 2022. De har været mere tilbageholdende,” siger Per Fogh.

Pandora venter i år en organisk vækst på 4-6 pct. og en overskudsgrad, EBIT-margin, på 25-25,5 pct. Smykkeselskabet kommer med regnskab på tirsdag den 16. august.

I forbindelse med regnskabet for første kvartal havde Pandora en opjustering med sig efter en organisk vækst i kvartalet på 21 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.

Smykkeselskabet skruede op for prognosen for den organiske vækst i år til 4-6 pct. mod tidligere 3-6 pct.

”For at nå vores vækstmål skal vi vokse med 0-2 pct. organisk resten af året,” sagde Anders Boyer, finansdirektør i Pandora, på en telekonference i forbindelse med regnskabet.

Internationalt smykkeselskab overgår forventninger i første kvartal

Pandora overtager ejerskabet af portugisiske butikker

Mere fra DetailWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

DetailWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs