Boozt-investor er skuffet over nedjusteringer

Nedjusteringen fra onlinemodevirksomheden Boozt kommer ikke helt overraskende, efter at inflationen har ramt forbrugertilliden, men den var alligevel større end ventet.
Det siger porteføljeforvalter Johannes Møller fra investeringsforeningen MW Compounders, som blandt andet har Boozt-aktier i porteføljen.
Boozt venter i 2022 nu en vækst på 10-15 pct. mod en tidligere forventning om en vækst på 20-25 pct, og prognosen for det justerede driftsresultat, EBIT, reduceres til 235-285 mio. svenske kr. fra 365-420 mio. svenske kr.
”Vores estimater lå under selskabets prognose før nedjusteringen, men størrelsen af nedjusteringen er skuffende. Forbrugertilliden er påvirket af stigende leveomkostninger og det giver en afmatning i onlinesalget, hvilket vi også har set fra andre aktører på markedet, herunder Zalando,” siger porteføljeforvalter Johannes Møller til MarketWire.
Aktie falder 17,5 pct.
Aktien i Boozt har ikke været god at have i porteføljen i år, hvor den er faldet hele 60 pct. Alene torsdag er aktien efter en times handel faldet hele 17,5 pct. efter nedjusteringen.
”Jeg synes det er en ret voldsom reaktion, men sådan er det i øjeblikket, når man skuffer. Det må man stå igennem. Lige nu er det selvfølgelig ikke så sjovt at have sådan en aktie i porteføljen. Vi har hverken købt eller solgt ud af aktien i perioden og er fortsat ret komfortable med langsigtede historie,” siger Johannes Møller.
Boozt skriver i torsdagens meddelelse, at prognosen er nedjusteret for at reflektere en nedaccelerering i forbruget drevet af en svækket forbrugerstemning, fortsatte forsyningskædeforstyrrelser og stigende inflation, som selskabert venter vil have en dæmpende effekt på cyklisk forbrug i den resterende del af år.
I andet kvartal regner Boozt med en omsætningsvækst på 5-8 pct. og et justeret driftsresultat, EBIT, på 70-80 mio. svenske kr.
”Afslutningen af første halvår nærmer sig og har vist sig mere udfordrende, end vi troede, da vi satte vores mål for året,” siger Boozts administrerende direktør Hermann Haraldsson .
Boozt fortæller desuden, at øget volatilitet har præget andet kvartal, hvor der har været et højere niveau af salgsfremmende aktiviteter end normalt, men samtidig har der været færre, der har kigget på tilbuddene.
Boozt nedjusterer efter opbremsning hos forbrugerne
Boozt vil ikke lægge nye ordrer hos Ecco, men sælger stadig skoene: ”Alternativet er at brænde dem”