Han Kjøbenhavn åbner nye flagskibsbutikker

Det danske modebrand Han Kjøbenhavn har den seneste uge åbnet to nye flagskibsbutikker, skriver Detailfolk.
Butikkerne ligger i henholdsvis København og London, og målet er, at butikkerne skal være iøjnefaldende og give kunderne ”en ekstra oplevelse”.
”Vi er et sted nu, hvor vi føler, at tiden er inde til at lave en forandring og skabe en ny måde at opleve fysisk detailhandel på. Vores fokus har været på at skabe et rum, der er i stand til at ændre og give forskellige følelser og oplevelser løbende,” siger Daniel Søndergaard Hummel, adm. direktør i Han Kjøbenhavn.
Han Kjøbenhavn har tidligere haft butikker i Aarhus, New York og Paris, men de er alle lukket på grund af økonomiske udfordringer. I 2019 havde selskabet et underskud på godt 600.000 kr., men det blev vendt til et overskud på omkring 253.000 kr. i 2020.