Driftsvæksten kan ikke følge med omsætningsvæksten hos Nilfisk

Nilfisk, der leverer services og maskiner til rengøring, fastholder et højt salgsmomentum, men væksten i driftsindtjeningen holdes nede af stigende materiale- og fragtomkostninger.
Det fremgår af kvartalsregnskabet fra selskabet tirsdag morgen.
Samlet er omsætningen i første kvartal steget 11,3 pct. til 264,2 mio. euro. Organisk er omsætningen steget med 9,3 pct. i første kvartal.
Væksten er drevet af genopretning i efterspørgslen på tværs af alle regioner kombineret med initiativer fra forretningsplanen for 2026.
Nilfisk bemærker også, at den stærke udvikling er drevet af den professionelle forretning, der leverede en organisk vækst på 11,2 pct. sammenlignet med en negativ organisk vækst på 5,8 pct. for den mindre forbrugerforretning.
Geografisk er den organiske omsætningsvækst især drevet af Amerika, hvor væksten blev på 24,3 pct. til 86 mio. euro.
I Europa blev den organiske vækst på 5,4 pct. til 115,2 mio. euro, mens den organiske vækst i Asien Pacific-regionen blev negativ med 2,9 pct. til 18,9 mio. euro, idet salget er ramt af Kinas nultollerancepolitik over for covid-19 samt fortsatte forsyningskædeproblemer.
Driftsindtjeningen målt på EBITDA før særlige poster er steget 3,3 pct. til 37,6 mio. euro i kvartalet.
Driftsindtjeningen er negativt påvirket af stigende materiale- og fragtomkostninger. Det medfører, at EBITDA-marginen før særlige poster er reduceret til 14,2 pct. fra 15,3 pct. i samme periode året forinden.
Indtjeningen efter skat er reduceret marginalt til 10,8 mio. euro fra 10,9 mio. euro i samme periode året forinden.
Fastholder forventningerne
Nilfisks distributionscenter i Springdale, Arkansas, blev ramt af en tornado den 30. marts.
Lageret bliver genopfyldt i løbet af andet kvartal, og leveringstiderne er ifølge Nilfisk forlænget.
Det betyder, at Nilfisk forventer at omkring 20 mio. euro i omsætning vil blive udskudt fra andet kvartal til andet halvår.
Nilfisk venter i 2022 fortsat en vækst i omsætningen på 4-7 pct. og en EBITDA-margin før særlige poster i niveauet 13,5-15,5 pct.
Nilfisk-topchef: Fem klare områder skal trække væksten frem mod 2026
Relaterede artikler:
Jysk henter ny chef for bæredygtighed hos Nilfisk
For abonnenter