Ehandels-tilbudsavis oplever stigende interesse efter højere fødevarepriser

Priserne på fødevarer skyder i vejret, og de stigende priser får forbrugerne til at søge andre steder hen som onlinetilbudsavisen Etilbudsavis, skriver Finans.
Ifølge direktør Morten Bo Rønsholdt har tilbudsavisen de seneste måneder oplever en massiv tilgang i antallet af søgninger og brugere på appen.
I sidste uge søgte 577.000 på specifikke tilbudsvarer, hvilket ifølge direktøren er på højde med tilbudsjagten i juletiden, hvor der blev søgt 609.000 gange, og Morten Bo Rønsholdt kalder det ”helt ekstraordinært.”
”Folk bruger tilbuddene som bærende argument for, hvilken butik de handler i, og de er villige til at gå i flere butikker, hvis det giver bedre mening, fordi Rema 1000 har tilbud på X og Y, og Coop har bud på Z,” siger han.
Direktøren oplever den samme tendens i Sverige og Norge, hvor virksomheden også er til stede, og han forventer generelt en stigning i antallet af brugere på 10-15 pct. resten af året.