DetailWatch

7-Eleven forventer at genåbne alle butikker før midnat

Det er gået relativt hurtigt med at genoprette systemer efter hackerangreb i 7-Eleven, oplyser direktør.

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Bo Amstrup

7-Eleven forventer at have genåbnet alle landets 176 butikker og kunne tage imod kortbetaling inden midnat.

Det siger administrerende direktør i kæden Jesper Østergaard til Ritzau.

Meldingen kommer, efter at nærbutikskæden mandag blev ramt af et hackerangreb. Det lukkede mandag alle butikker.

Siden har de gradvist åbnet igen, og onsdag kort før klokken 14 er status, at foreløbig 110 af landets 176 butikker er genåbnet.

De er indtil videre genåbnet, hvor det kun er muligt at betale med kontanter eller MobilePay. Men inden midnat ventes kortbetaling altså igen at kunne benyttes ifølge Jesper Østergaard.

”Vi har relativt hurtigt kunnet genoprette systemerne, som er afgørende for, om vi kan handle eller ej. Det er gået hurtigere, end vi lige i starten kunne forvente.”

”Med den hastighed vi har kunnet geninstallere systemer i butikker, siden vi begyndte på det i går, tror vi på, at vi kan komme igennem kæden inden midnat,” siger han.

Ramt af ransomwareangreb

7-Eleven har onsdag oplyst, at hackerangrebet mod kæden er i form af et såkaldt ransomwareangreb.

Det er, når hackere afskærer virksomheder fra deres egne data via en krypteringsnøgle og kræver store summer for at give adgang igen.

”Nogle har på en eller anden måde fået adgang til vores system et sted og placeret en virus, som så på et tidspunkt udløser sig, i form af at alle systemer går ned. Både i butikker og kontorer.”

”Vi er blevet mødt med et krav om at indbetale nogle penge for at frigive systemerne, men yderligere kan vi ikke sige, fordi det er en politisag,” siger Jesper Østergaard.

Stof til eftertanke

Han oplyser, at virksomheden er i gang med at undersøge, hvordan man kan undgå lignende hackerangreb i fremtiden.

”Den her hændelse har givet os stof til eftertanke og gør, at vi reviderer måden at anskue it-sikkerhed på i fremtiden,” siger Jesper Østergaard.

Han har ikke noget overslag på, hvor stort et tab 7-Eleven lider på grund af hackerangrebet.

7-Elevens 176 butikker ligger primært i København, Aarhus, Aalborg og Odense, men også i mindre byer, i lufthavne, ved nogle hospitaler og ved togstationer i hele landet.

Butikkerne ligger også ved fem hospitaler, og en sjette er på vej.

7-Eleven har meldt omfattende hackerangreb til politiet

Coop og Salling Group er i højeste beredskab for at forhindre hackerangreb

Mere fra DetailWatch

"Google Analytics er kun toppen af isbjerget"

Vejen er lang før danske webshops kan sænke skuldrene, efter Datatilsynet har dømt brugen af Google Analytics ude - også selvom der ifølge amerikansk medie er et dekret på vej, der skal sikre en løsning, mener chef i bureauet Impact Extend.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

DetailWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs