Slikbutik med ræv som frontfigur er gået konkurs

Selskabet Slikræven er tirsdag gået konkurs.
Det fremgår af Statstidende.
Slikræven, der blev stiftet i begyndelsen af 2019, var ejet af Thomas Marck Nielsen, der drev selskabet sammen med sin kone Betina Nielsen.
Slikræven havde både fysisk butik på Fyn og en onlineshop. På hjemmesiden lyder det, at Slikræven havde sidste åbningsdag 10. marts.
”Det er med sorg i hjertet, at vi må meddele at Slikræven afholder ophørsudsalg,” skriver selskabet på sin hjemmeside.
Ifølge kurator Jacob Schjern Andersen er det ægteparrets egen beslutning at erklære Slikræven konkurs.
”Selskabet er gået konkurs på en egenbegæring. Det vil sige, at ejerne selv har vurderet, at man ikke har kunne drive det længere på grund af en stor gæld. Så man har selv besluttet at erklære selskabet konkurs, inden der var nogle andre, der gjorde det,” siger han til DetailWatch.
Kuratoren peger på, at gælden skyldes, at Slikræven ikke har kunne følge med selskabets udvikling. Det har betydet, at selskabet løbende har oparbejdet en stor gæld primært til Skat i form af blandt andet sukkerafgifter og moms.
”Skatterne er blevet afregnet, men med meget store forsinkelser, så man er kommet væsentligt bagud.”
Kendt på Tiktok
Slikræven, der havde en ræv som frontfigur, fik succes på Tiktok, hvor selskabet flere gange gik viralt med sine videoer, hvilket løftede forretningen.
I det senest offentliggjorte regnskab, der dækker 2020, landede Slikræven en bruttofortjeneste på 84.912 kr. og et underskud på 391.820 kr.
I september sidste år kaldte Betina Nielsen 2020 for ”et lorteår” i et interview med Foodsupply. Her fortalte hun også, at forventningen var, at selskabet først ville give overskud om fem år. Men nu har Slikræven altså drejet nøglen om.
Det er ikke første gang, at der har eksisteret en slikbutik med navnet Slikræven. I 2016 deltog Mohamed Hassan Juriah i DR-programmet Løvens Hule med sin virksomhed Slikræven, der også solgte bland selv-slik, og som blev leveret af en knallertkørende ræv.
Det første Slikræven-selskab lukkede efterfølgende ned, og det var først herefter, at Thomas Marck Nielsen og Betina Nielsen startede deres slikbutik op.