Lidl Danmark går ud af "tilfredsstillende" regnskabsår

Det har været et ”tilfredsstillende” år for discountkæden Lidls danske afdeling.
Det fortæller den danske topchef Jens Stratmann til Dagligvarehandlen, netop som regnskabsåret er blevet afsluttet med indgangen til marts.
Selskabet offentliggør ikke regnskabstallene, hvorfor det heller ikke er muligt at se udviklingen i hverken top eller bund af regnskabet, men ifølge Jens Stratmann har den tyske discountkæde dog nydt godt af særligt julen.
”Alle vidste, det ville blive et hårdt år med corona, og at forbrugerne har ændret adfærd, og selvfølgelig kunne vi også godt mærke et fald, da restauranterne pludselig åbnede i foråret. Til gengæld var julen ret god for os, så jeg er glad for resultatet,” siger han til Dagligvarehandlen.
Lidls omsætning i Danmark rundede i 2019/20 5 mia. kr., skriver Dagligvarehandlen.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie Fødevarewatch)