Svensk milliardkæde fyrer 75 medarbejdere efter stilstand
Den svenske alt-mulig-kæde Clas Ohlson fyrer 75 medarbejdere som et led i endnu en sparerunde, hvor selskabet skal spare i alt 100 mio. svenske kr., skriver mediet netthandel.
Det sker knap et halvt år efter, at Clas Ohlson før jul annoncerede, at 85 fuldtidsstillinger måtte lade livet.
”For at styrke konkurrenceevnen og forsvare vores prisposition i en tid med inflation reduceres organisationen med yderligere 75 stillinger,” siger Kristofer Tonström, adm. direktør i Clas Ohlson, ifølge mediet.
Den børsnoterede kæde med butikker i Sverige, Norge og Finland oplevede i kvartalet fra februar til april en stilstand i salget, hvor omsætningen faldt fra 1,80 mia. svenske kr. til 1,77 mia. svenske kroner, mens driftsresultatet bød på et underskud på 7 mio. svenske kr.
Clas Ohlson sælger produkter til hjemmet, elektronik og produkter til fritidsinteresser.