Gamestop med første kvartalsoverskud i to år

Aktien i spilkæden Gamestop stiger 43,7 pct. i det amerikanske formarked, efter at koncernen i sit fjerde kvartal overraskede med det første overskud i to år tirsdag aften.
Og selskabet hiver andre memeaktier med op. Bed Bath & Beyond stiger 10,8 pct. i formarkedet, mens den amerikanske biografkæde AMC Entertainment Holdings indikeres til et plus på 10 pct., når det amerikanske aktiemarked åbner onsdag.
Tallene fra Gamestop viser, at nettooverskuddet er gået fra et minus på 148 mio. dollar i samme kvartal sidste år til et plus i år på 48 mio. dollar og mod et ventet nettotab på 46 mio. dollar.
På den baggrund blev det justerede overskud per aktie på 16 cent, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med et underskud på 15 cent og mod negative 49 cent et år før.
Omsætningen faldt dog stadig med godt 1 pct. til 2,23 mia. dollar, men det var mod ventede 2,18 mia. dollar.