Måltidskasseselskab faldt tungt på bundlinjen i 2021 - venter nyt underskud i år

Måltidsleverandøren Retnemt, der er ejet af den store svenske koncern LMK Group, vendte rekordår i 2020 til underskudsår i 2021. Presset på lønsomheden er fortsat ind i 2022, fremgår det.
Foto: Retnemt.dk
Foto: Retnemt.dk

Dampen gik af kedlerne sidste år for måltidskasseselskabet Retnemt, der fik revet hul på rentabilitet, viser 2021-regnskabet fra virksomheden.

Efter et forrygende vækstår i 2020, hvor både top- og bundlinje skød i vejret, indkasserede selskabet et millionunderskud på knap to mio. kr. før skat i 2021-regnskabet mod et overskud før skat på fem mio. kr. i 2020.

Selskabet opgiver ikke omsætning, men bruttofortjenesten, der er salget fratrukket produktionsomkostninger, dalede godt fem pct. til 25 mio. kr.

Det forholdsmæssigt hårdere fald på bundlinjen skydes bl.a. øgede personaleomkostninger. De steg knap fem mio. kr. fra 19,7 mio. kr. i 2020 til 24,16 mio. kr. i 2021, hvor det gennemsnitlige medarbejdertal blev øget med fem til 60.

Derudover trækker udgifter til bl.a. markedsføring ned, fremgår det af beretningen.

”Selskabets forventninger til vækst i 2021 blev indfriet, dog med et realiseret underskud som følge af store investeringer i markedsføring med videre,” skriver ledelsen i beretningen.

Det fremgår ikke, om ledelsen er tilfreds med udviklingen, men målt på forventningerne ved indgangen til året, der lød på et nyt, positivt resultat, er ambitionerne ikke blevet nået.

Nyt underskud i første halvår

Nedgangen er fortsat ind i 2022, hvor ledelsen venter fortsat pres på lønsomheden og et nyt underskud, fremgår det.

”Selskabet har realiseret underskud i første halvår 2022, som påvirker selskabets likviditet negativt. Selskabet forventer at realisere underskud i 2022 og overskud i 2023,” skriver ledelsen i regnskabet, der er indberettet med tvivl om den fremtidige drift (going concern) på baggrund af udviklingen og har krævet, at det svenske moderselskab LMK Group er trådt til med en støtteerklæring.

I både 2020 og 2021 har corona spillet en væsentlig rolle, der har givet medvind for forretningen, men tabet af den hjælperytter med genåbningen forventes at sætte forretningen tilbage.

”Det er vanskeligt at fastlægge, hvorledes covid-19 vil udvikle sig, i hvilket omfang restriktioner vil blive indført og hvorledes kunder vil opføre sig. Idet selskabets kunder forventes at have, fra selskabets perspektiv, en mindre gunstig adfærd, vil selskabets primære aktivitet blive udsat for svære sammenligningstal i 2022.”

Retnemt blev oprindeligt stiftet af Klaus Toft og Bjarne Marell i 2006. LMK Group, der udover Danmark, også er på måltidskassemarkedet i Sverige og Norge har i flere år været aktionær, men overtog for et år siden hele ejerskabet af Retnemt.

Fald for ejer

Den negative udvikling i 2022 gælder ikke kun LMK’s danske aktiviteter i Retnemt, men var overskriften på kvartalsregnskabet i foråret for den børsnoterede koncern.

Samlet landede koncernen en omsætning på 352,9 mio. svenske kr. (cirka 253 mio. danske kr.) i årets første tre måneder, hvilket er et fald på 15,9 pct. i forhold til samme periode sidste år.

På bundlinjen gik man fra et overskud efter skat på 6,4 mio. svenske kr. (cirka 4,5 mio. danske kr.) i første kvartal af 2021 til et underskud på 18,9 mio. svenske kr. (cirka 13,5 mio. danske kr.) i første kvartal i år.

I koncernregnskabet blev der samtidig meldt om en omsætningsnedgang for Retnemt på knap 30 pct.

DetailWatch har været i kontakt med LMK Group, der imidlertid ikke ønsker at kommentere udviklingen for de danske aktiviteter på nuværende tidspunkt. Det børsnoterede selskab præsenterer regnskabstal for andet kvartal d. 23. august og er indtil da i en ”silent period”, oplyser kommunikationschef i LMK Group, Peter Bodor.

Måltidskasseaktør med store danske ambitioner havde fremgang i 2021

Dagligvarer og plantebøffer skal hjælpe Aarstiderne tilbage på sporet

Stigende omkostninger sætter prisstigninger i spil hos måltidskasseselskaber


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også