EU forventer lavere vækst mens priserne stiger

Forbrugerne er pessimistiske, priserne stiger og Ruslands krig i Ukraine fortsætter. Det betyder lavere vækst.
"Vi står over for udfordringer på flere fronter fra stigende energi- og fødevarepriser," lyder det fra Valdis Dombrovskis, næstformand for EU-Kommissionen,
"Vi står over for udfordringer på flere fronter fra stigende energi- og fødevarepriser," lyder det fra Valdis Dombrovskis, næstformand for EU-Kommissionen,
AF RITZAU

Europas økonomi er ved at bremse op i lyset af stigende priser på fødevarer og energi. Det vil betyde lavere vækst resten af året og også næste år.

Det vurderer EU-Kommissionen i sin såkaldte sommerprognose. Den indeholder et opdateret skøn over den økonomisk udvikling i EU.

Ifølge prognosen vil EU’s økonomi vokse med 2,7 procent i 2022 og 1,5 procent i 2023.

For Danmark ventes væksten at være 3 procent i 2022 og 1,2 procent i 2023, skønner EU-Kommissionen.

Ledende næstformand for EU-Kommissionen, Valdis Dombrovskis, peger på Ruslands krig i Ukraine som den væsentligste årsag.

”Ruslands krig mod Ukraine fortsætter med at kaste en lang skygge over Europa og vores økonomi.”

”Vi står over for udfordringer på flere fronter fra stigende energi- og fødevarepriser til meget usikre globale udsigter,” siger Valdis Dombrovskis.

I vinterprognosen, der udkom få uger før Ruslands invasion af Ukraine, forventede EU-Kommissionen en vækst på 4,0 procent i 2022. Det skete i lyset af, at EU-landenes økonomier var godt i gang med at åbne efter corona-epidemien.

Først fald i inflationen i 2023

Men siden da har EU som følge af krigen i Ukraine indført en række sanktioner mod Rusland, som blandt andet rammer russisk kul og olie. Det skete for at få Rusland til at stoppe krigen i Ukraine.

Rusland har svaret igen ved at lukke for gassen til en række EU-lande, heriblandt Danmark.

Det betyder stigende priser på energi. Samtidig er forbrugerne i EU blevet markant mere pessimistiske omkring økonomien. Det vil forventeligt ramme forbruget og dermed virksomhedernes indtjening.

EU-Kommissær for økonomi, Paolo Gentiloni, erkender, at prognosen er behæftet med stor usikkerhed og risiko for økonomisk forværring.

Det skyldes, at det er usikkert, hvordan krigen i Ukraine vil udvikle sig. Og ikke mindst, om Rusland i sidste ende vil lukke helt for gassen til Europa.

”Den rekordhøje inflation forventes nu at toppe senere i år og gradvist falde i 2023. Krigens gang og pålideligheden i gasforsyningen er dog ukendt, og derfor er der stor usikkerhed forbundet med prognosen,” siger Paolo Gentiloni.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også