Biden er på vej med tiltag for at bekæmpe prisstigninger på fødevarer

USA’s præsident, Joe Biden, er på vej med en række tiltag for at bekæmpe de skyhøje prisstigninger på fødevarer, rapporterer Bloomberg News.
Initiativerne er rettet mod at opmuntre landmænd til at opdyrke mere jord, i en tid hvor det globale udbud af en lang række landbrugsvarer er tynget af krigen i Ukraine, og priserne derfor er steget markant.
Ifølge nyhedsbureauet viser onsdagens prisstatistik for april, eksempelvis, at prisen på æg er steget med 22,6 pct. på årsbasis i april, og at prisen på kød ligger 13,9 pct. højere.
For at løfte produktionen planlægger Biden-administrationen blandt andet at give landmænd, der ønsker at tilså deres marker to gange samme år, udvidet adgang til at forsikre deres afgrøder.
Biden-administrationen barsler desuden med landbrugsstøtte til investeringer i teknologi, der kan forbedre brugen af vanding, pesticider og gødning. Og endelig vil Biden fordoble statsstøtten til den indenlandsk gødningproduktion til 500 mio. dollar, skriver Bloomberg.
Lille opbremsning i USA’s inflation i april – men steg mere end ventet
Chefanalytiker: ”Det ser desværre skidt ud hvis vi kigger 1-2 år frem”