Endnu en detailkæde trækker sig fra aarhusiansk storcenter
Butikslukningerne tager fart i storcentret City Vest ved Brabrand i Aarhus, der gennem en årrække har lidt under en faldende kundestrøm. Det skriver Århus Stiftstidende.
For nylig meddelte Salling Group, at supermarkedet Føtex lukker i centeret efter 42 år, og nu følger Søstrene Grene, Tøjeksperten og tøjbutikken Center Mode efter og lukker.
Ifølge Søstrene Grenes COO, Bjørn Bach Eriksen, er forretningen ikke længere rentabel i centeret.
”Vi har været glade for at have været i City Vest i rigtig mange år, hvor vi har haft et godt samarbejde med centret. Desværre har udviklingen de senere år betydet, at mange koncepter har forladt centret, hvilket har medført, at centret har fået færre besøgende,” fortæller Bjørn Bach Eriksen.
Han uddyber, at butikkens personale har fået tilbudt arbejde i Søstrene Grene to øvrige butikker i Aarhus. Butikken holder sidste åbningsdag 17. juni.
Sidste år valgte en stribe butikker at forlade centeret, herunder kapitalkæder som H&M, Only og Vero Moda. Ud over Føtex har også en slagter og butikken Guld & Ure opgivet deres lejemål i år, skriver Århus Stiftstidende.
Storcenteret City Vest har igennem flere år været tynget af stigende tomgang og svigtende omsætning. Det førte i december til, at den mangeårige ejer, Danske Shoppingcentre solgte centeret med en klækkelig rabat til udvikleren A. Enggaard.
Relaterede artikler:
Salling Group lukker 42 år gammel Føtex i storcenter
For abonnenter