DetailWatch

B&O-topchef peger på problemer i Kina som hovedårsag til underskud

Det er især tilbagegang på det kinesiske marked, der ligger til grund for tilbagegangen for B&O i første kvartal, siger topchef Kristian Tëar. Trods underskuddet fastholdes strategien, pointerer han.

"Folk holder sig en smule tilbage, og derfor er vores partnere forsigtige med indkøb, og det kan ses i vores tal," siger topchef Kristian Tëar om udviklingen i første kvartal. | Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix

Ligesom mange andre selskaber er Bang & Olufsen ramt af de globale økonomiske usikkerheder og dertil de seneste coronanedlukninger, der stadig påvirker Kina.

De usikkerheder sætter præg på selskabets første kvartalsregnskab, hvor også krigen i Ukraine spiller ind.

”Kina har været ramt og er nu på vej tilbage, men det er stadig meget usikkert. Uden for Kina oplever vi et fladt sell-out (detailsalg), så problemerne ligger meget i Kina,” siger topchef Kristian Tëar, efter at selskabet har offentliggjort årsregnskab for det skæve regnskabsår 22/23.

”Dertil vokser EMEA ikke på grund af krig og den generelle situation med inflation og energipriser. Folk holder sig en smule tilbage, og derfor er vores partnere forsigtige med indkøb, og det kan ses i vores tal, fortsætter han om udviklingen i Europa, Mellemøsten og Asien.”

Omsætningen blev direkte påvirket af regionale nedlukninger og det økonomiske klima i Kina og landede på 612 mio. kr. mod 666 mio. kr. i samme periode året forinden. Heri går Asien tilbage med 26 mio. kr til 218 mio. kr.

I første kvartal oplevede selskabet et lavere antal besøgende i butikkerne og detailhandelspartnere var mere forsigtige med at placere ordrer og reducerede også lagrene.

Vækst for nyt headset

Kristian Tëar påpeger, at Bang & Olufsens samarbejde med Cisco om et headset kan komme de ellers sure markeder i møde.

”Vi har for nylig fået certificeret vores hovedtelefoner i samarbejdet med Cicso, og vi mener, at virksomhedsmarkedet er mere modstandsdygtigt over for nedgangstider, så her ligger vores fokus også. Vi har produkter til markedet, så markedsføringsindsatsen for blive større i det segment,” siger topchefen.

Bruttofortjeneste fra ”Brand Partnering” og andre aktiviteter landede i første kvartal på 80 mio. kr. mod 58 mio. kr. året før. Det fremgår af regnskabet, at hovedparten af væksten er drevet af salg af Bang & Olufsen Cisco 980 headsettet.

Samtidig påpeger han, at markedsføringen også vil blive rettet mere mod formuende privatpersoner, da det også er et segment, der vil klare sig bedre i det nuværende miljø.

Holder strategien - reducerer investeringer

Den administrerende direktør har fuld tillid til den strategi, som selskabet kører efter. Men i lyset af de mange usikkerheder, så blev ambitionerne skruet en smule ned, og det holder han fast i på vej ind i andet kvartal.

”Vi vil fokusere mest på produktudvikling, og så har vi lagt en mere forsigtig tilgang i forhold til forsyningsplaner og investeringer. Vi spreder nogle investeringer over en længere periode,” siger Kristian Tëar.

Netop investeringer er et af hovedelementerne af selskabets strategi, som nu er tilpasset den høje globale usikkerhed.

”Vi ville egentligt gerne skalere hurtigere, men ikke i det nuværende klima, så vi har snævret investeringerne helt ind til kun at være i vores portfolio og ingeniørarbejde og software,” siger topchefen.

Mere fra DetailWatch

Dagli' Brugsen lukker yderligere to butikker

Dagli’ Brugsen føjer yderligere to butikker i provinsen til listen over butikker, der skal lukkes i den kommende tid. I forvejen havde dagligvarekæden meddelt, at fire butikker lukkes.

Læs også

Relaterede