Hellofresh-aktie stiger efter bekræftede kvartalstal
Den tyske leverandør af måltidskasser Hellofresh stiger på børsen i Frankfurt mandag med 8 pct. til 32,43 euro.
Det sker, efter at selskabet mandag har bekræftet de foreløbige tal for andet kvartal, som det kom med i slutningen af juli.
Dengang nedjusterede selskabet også forventningerne til 2022, og den prognose bliver også gentaget i mandagens endelige kvartalsregnskab.
I andet kvartal faldt resultatet før skat med 21 pct. til 97,2 mio. euro fra 123 mio. euro i samme periode året før.
Omsætningen steg ellers 26 pct. til 1,96 mia. euro fra 1,56 mia. euro.
Desuden steg antallet af aktive kunder til 8 mio. fra 7,7 mio. året før, hvilket understøttende omsætningen.
”De overordnede tal er ikke nogen overraskelse,” siger Jefferies-analytiker Sebastian Patulea ifølge Bloomberg.
Virksomheden ser selv den accelererende inflation, krigen i Ukraine og en fald i forbrugertilliden som noget, der kan skabe modvind i andet halvår.
Efter nedjusteringen i juli venter selskabet en omsætningsvækst i 2022 på 18-23 pct. målt i konstante valutakurser og et justeret resultat før renter, skat, afskrivninger på 460-530 mio. euro.
Før justeringen var der ventet en omsætningsvækst på 20-26 pct. og et resultat på 500-580 mio. euro.
Stigende omkostninger sætter prisstigninger i spil hos måltidskasseselskaber