Modegigant taber navnesag til mindre britisk tøjbutik

Tøjkæden Zara, der er ejet af den spanske modegigant Inditex, har ikke fået held med at få den britiske tøjforretning House of Zana til at skifte navn. Det står klart, efter Zara har tabt navnesagen, skriver flere britiske medier som Sky News og BBC.
Sagen opstod, fordi Zara mener, at House of Zana er ”konceptuelt identisk” og ”til forveksling enslignende” for forbrugerne, og at forbrugerne kan opfatte de to brands som det samme.
Indehaveren af House of Zana, der startede virksomheden i 2018 og i dag har to butikker, har omvendt insisteret på, at de to brands ikke vil blive forvekslet og har afvist at omdøbe sin virksomhed, som ifølge hende er opkaldt efter det albanske ord for fe.
Nu har en domstol afgjort, at hun ikke behøver at omdøbe sin virksomhed, da forskellene er store nok til at forbrugerne kan kende forskel.
Inditex er en af verdens største modekoncerner med syv brands inklusiv Zara, der åbnede sin første butik i Danmark i 2000.