Just Eat rammer under forventninger i første halvår

Første halvår af regnskabsåret 2022 blev ikke helt som forventet for Europas største takeawayleverandør, Just Eat.
Omsætningen nåede ikke det forventede niveau, og leveringstjenesten, der har hjemme i Holland, kom således ud af halvåret med tilbagegang på resultatfronten.
Ifølge Reuters endte resultatet før af- og nedskrivninger (ebitda) på minus 134 mio. euro, hvilket dog var et mindre tab end i samme periode sidste år, hvor det lød på minus 189 mio. euro. Omsætningen endte på 2,7 mia. euro mod de af analytikerne forventede 2,8 mia. euro.
Trods det fastholder Just Eat dog forventningerne til væksten for det samlede regnskabsår, skriver Reuters.
Regnskabet kommer i kølvandet på, at den danske del af Just Eat-forretningen for nyligt kunne præsentere det første årsregnskab i mange år med underskud på bunden.
Således gik Just Eat Danmark ud af 2021 med et underskud på 1,5 mio. kr. mod et overskud på knap 46 mio. kr. året før.
Årsagen til minusset skal ifølge ledelsesberetningen findes i en ny ansættelsesmodel indgået med 3F, der i året fik personaleomkostningerne til at stige med 15,3 mio. kr. sammenlignet med i 2020.
(Denne artikel er leveret i samarbejde med vores søstermedie FødevareWatch)
Dansk leveringstjeneste havde igen røde tal på bundlinjen i 2021
Jesper Buch-selskab laver første overskud efter Hungry-salg
Wolt-konkurrent: Quick commerce bliver en need to have-service for detailbutikker