Bahne-ejer er død efter længere tids sygdom

Jacob Bahne Sørensen, søn af grundlægger Jørgen Bahne Sørensen og medejer af Bahne-kæden, er afgået ved døden efter længere tids sygdom. Han blev 54 år.
Det bekræfter Bahnes direktør Benjamin Røpke overfor DetailWatch.
”Det er med stor sorg, at Bahne-koncernen må meddele, at Jacob Bahne – blot 54 år gammel – er gået bort natten til den 29/3 2022, efter at have kæmpet forgæves mod sin kræftsygdom det seneste årstid,” skriver familien Bahne i en pressemeddelelse og fortsætter:
”I næsten 30 år var Jacob Bahne den drivende udviklingskraft bag Bahne-kædens økonomiske vækst og succesfulde udvikling fra traditionel isenkræmmer og modekæde til blomstrende designorienteret kæde med fokus på kvinde-segmentet, og han var kendt i branchen som én af Danmarks dygtigste detailfolk på sit felt.”
Jacob Bahne Sørensen ejer sammen med sin bror Troels Bahne Ingemann, der desuden er selskabets økonomidirektør, butikskæden Bahne. De to ejer hver 50 pct.
Dødsfaldet sker fem år efter, at brødrenes far og butikskædens stifter Jørgen Bahne Sørensen døde om 81-årig. Sønnen Jacob Bahne Sørensen overtog ledelsen fra sin far helt tilbage i 1993 og har altså i knap 30 år drevet virksomheden fremad.
En butik er blevet til 23 i dag
Bahne-kæden blev grundlagt af Jørgen Bahne Sørensen, der sammen med sin kone Ellen i 1965 åbnede den første butik i Slagelse på Sydvestsjælland.
Konceptet var at give kunderne en oplevelse, der skulle række ud over almindelige indkøb, nemlig at have plads til at gå rundt og opleve varerne uden nødvendigvis at købe noget.
Senere kom engrosafdelingen til, og i dag har Bahne 23 butikker, der sælger varer indenfor bolig, design, mode- og børnetøj. Bahne sælger blandt andet tøj fra modemærker som Mos Mosh, Samsøe Samsøe og Baum und Pferdgarten.
Bahne kom ud af 2020/21 med en omsætning på over 400 mio. kr. og et overskud på bundlinjen på 19,1 mio. kr. Selskabet ledes i det daglige af adm. direktør Benjamin Røpke.
Jacob Bahne Sørensen efterlader sig sin hustru Helle Bahne Sørensen, der også har været en del af Bahne-virksomheden, og parrets to voksne døtre.
Bestseller-familie samler ejerskabet af to designvirksomheder